Hovedbanegårdens Skellet

Den første beskedne station – kaldet Københavns Station eftersom det var den eneste, lå i Dronningens Enghave og blev åbnet 26. juni 1847. Den lå på samme område som den nuværende. Stationen var bygget i træ og var efter sagens natur meget mindre, der var blot tale om en enkelt stationsbygning i træ, på en meget høj grundmuret kælderetage.
Denne banegård knyttes til en stort set ukendt arkitekt ved navn L.F. Meyer (eller Meier), men det er også blevet foreslået, at banegården i København bør tilskrives arkitekten H.C. Stilling, da der er stærke ligheder mellem banegården og Stillings rutsjebane i Tivoli.
Begge bygninger er præget af italiensk landlig arkitektur, og Stilling var en af de mest velbevandrede arkitekter i denne italienske stil, ligesom han havde indsigt i træbyggeri fra sine opgaver i Tivoli.
H.C. Andersen var meget begejstret for den første jernbane og skrev, at togkørsel var som at flyve.
Den første banegårds stationsbygning blev revet ned i 1865.
1860’erne kom der flere planer for at få udbygget jernbanenettet og specielt at få sammenknyttet en nordgående linje med den vestgående. Man besluttede sig for at opføre Københavns anden banegård ikke langt fra den første. Det første spadestik blev taget i 1863 og banegården blev åbnet i 1864.
Denne banegård lå omtrent, hvor Palads-biograferne og Axelborg i dag ligger.
I 1887 skete en betydelig udbygning af området med bl.a. en separat station kaldet Klampenborgstationen. På længere sigt blev denne hovedbanegård for trang. Det gjorde ikke sagen bedre, at banerne på vej ud af byen krydsede adskillige gader i niveau, hvilket med den støt stigende togtrafik medførte hyppige blokeringer for den ligeledes støt stigende vejtrafik, når bommene var nede.
Herholdts banegård blev taget ud af brug 1. december 1911. Den blev derpå brugt som varmestue for husvilde i 1912, men så lejede filmmanden Constantin Philipsen bygningen. Han fik muret endebuerne til og indrettede biografen Palads Teatret i den tidligere banegård. I 1916 måtte bygningen dog rives ned, da anlæggelsen af Boulevardbanen nærmede sig Vesterbro. I stedet købte Philipsen det tilbageværende grundstykke og opførte den stadig eksisterende biografbygning ved Axeltorv.

Den nuværende banegård blev indviet 30. november 1911, hvor bl.a kronprins Christian (X) og trafikminister Thomas C. Larsen holdt taler. Dagen efter, den 1. december, afgik indvielsestoget fra banegården. Den er tegnet af Statsbanernes overarkitekt Heinrich Wenck, der bl.a. også har tegnet Østerport Station.

Banegården havde en svær fødsel. Wenck havde i årene 1898-1902 udarbejdet flere forslag til en ny banegårdsbygning i flere etager, der dog blev forkastet af Rigsdagen for at være unødigt overdådige. I de fleste af disse forslag havde Wenck foreslået en kombineret banegård og administrationsbygning for Statsbanerne. Det blev ikke til noget. Banegårdens indre, er af sparehensyn, heller ikke så rigt dekoreret som Wencks tidligere arbejde. Ikke desto mindre hører banegården med sit materialevalg til blandt Europas mest unikke.

Stilmæssigt har den en del til fælles med f.eks. Københavns Rådhus som er opført i samme periode. De fremtrædende materialer er mursten, skifer og granit, og der er tilføjet et væld af dekorationsdetaljer. Inspireret af Herholdts banegård anvendte Wenck også en træbuekonstruktion både i de to afgangs- og ankomsthaller og i de 6 bueslag over perronerne. Det var formentlig i lige så høj grad et stilistisk valg, eftersom Wenck sjældent anvendte støbejern. Hele banegårdens fundament, kælderetage samt platformen, der bærer banegårdspladsen, er dog udført i jernbeton. Jens Lund stod for de 10 figurer af sandsten på hovedfacaden forestillende folketyper i nationaldragter (1910).

Stationen er opført med 6 perroner for publikum og 5 bagageperroner. På ydersiden af spor 1 (nærmest Tivoli) findes en perron, der bl.a. giver adgang til de kongelige ventesale, og på ydersiden af spor 12 findes en høj bagageperron. De 12 perronspor er gennemgående fra det store baneterræn i syd og videre ud i Boulevardbanestrækningen. Der er senere tilføjet yderligere perronanlæg på den anden side af Tietgensbroen. Trapperne fra perronerne til Tietgensbroen er opført i hhv. 1977 (fjerntogsperronerne) og 1971 (S-togs-perronerne). Førhen skete billetkontrol ved adgangen til perronen, hvorfor det var uhensigtsmæssigt med flere adgangsveje.

Sporene 9-12, der i dag benyttes af S-tog, var også oprindeligt forbeholdt nærtrafik. De blev først taget i brug 1. oktober 1921 sammen med åbningen af de sidste to af Boulevardbanens fire spor. Frem til 1934 blev perronen på ydersiden af spor 12 brugt for ankommende tog, der skulle tømmes for passagerer. Det var også i dette år, at S-togene kom til.

Oprindeligt var den nuværende banegårdshal opdelt i hhv. en afgangshal nærmest Banegårdspladsen og en ankomsthal nærmest perronerne. Denne adskillelse af ankommende og afrejsende passagerer stod helt centralt i Wencks projekt. Disse haller var adskilt af en “ø”, hvorfra der bl.a. skete ekspedition af rejsegods – frem til 1940’erne var det almindeligt at medbringe store mængder bagage. Adgang til perronerne fra afgangshallen skete via trapper nærmest bagageøen, der førte ned til underjordiske ventesale, hvorfra der var udgang til perronen. Der var ikke gennemgang mellem ankomst- og afgangshallerne for publikum før 1934, hvor der blev skabt to brede passager. Langs afgangshallens indervægge mod nord, ud til banegårdspladsen, fandtes et antal ventesale – behørigt opdelt i hhv. 1., 2. og 3. klasse – og kiosker udført i træ. Den sidste af disse kiosker forsvandt ved ombygningen i 1994. Hovedindgangen og vestibulen er også placeret mod nord i det store tårn med pyramidetag og kobberspir. Dette hvælvede rum har en vindrose med angivelser af verdenshjørnerne i loftet, der er forbundet med vindfløjen og viser vindretningen. I de to flankerende siderum var – og er der stadig – billetsalg fra båse udsmykket med rigt træskærerarbejde.

Wencks bygning er et gesamtkunstwerk, hvor arkitekten har tegnet alle detaljer; lige fra de bornholmske klinker, bænke, de store lysekroner, som der oprindeligt hang 12 stykker af (2 er opsat i hallen, 2 andre findes på Østerport Station), kioskerne, skilte i smedejernmed sirlig skrift, dørhåndtag og -skilte i messing med DSB-logo og glasmalerierne med byvåben fra danske byer.

Perronhallerne er et kapitel for sig, for oprindelig ville Wenck have ét stort tag over perronerne, men det bekostelige forslag blev sparet væk af Rigsdagen under opførelsen. På et tidspunkt så det ud til, at der slet ikke ville komme perrontage, men midt under byggeriet blev der så alligevel bevilget penge til overdækninger. Politikernes vægelsind betød, at tagene ikke kunne støde helt op til hovedbygningen, der var færdigopført, og at Wenck måtte lave en lappeløsning med små tage imellem perrontagene og banegårdsbygningen.

Langs Bernstorffsgade (dengang Tivoligade) findes en lang bygningskrop, der afbrydes af banegårdens to gavle og sideindgangen. I den nordlige bygning nærmest Hotel Plaza findes hovedbanegårdens restaurant, mens bygningen mod syd er en administrationsfløj, der også rummer den kongelige ventesal. Denne bygning blev i 1919-21 forlænget af Wenck og hans efterfølger, K.T. Seest. Den forlængede del har ikke samme grad af udsmykning som resten af bygningen.

Mærkeligt nok opdagede man først på et sent tidspunkt, at der manglede en perrontunnel i tilfælde af, at passagererne skulle skifte tog og bevæge sig hen til en anden perron end den, de allerede befandt sig på. Derfor måtte perronerne brydes helt op igen og en tunnel konstrueres. Der var i øvrigt også oprindelig en tunnel, der forbandt banegården med Centralpostbygningen.