Jernbanearbejdere

En jernbane er en type af transport, der foregår på en specialdesignet skinnevej til transport af passagerer og gods med tog.

I modsætning til biltransport er skinnekøretøjernes retning bestemt af de baner, de kører på. Sporene består af to parallelle stålskinnermonteret på sveller, hvorpå det rullende materiel, normalt udstyret med metalhjul, bevæger sig på.
Den ældste jernbane er dateret til det 6. århundrede f.Kr., hvor de gamle grækere anlagde en jernbane. Definitionen på de ældste jernbaner er meget mere simple, end dem vi kender i dag. De bestod ikke nødvendigvis af jernskinner, men var en metode til at retningsbestemme et køretøj og lede det af et spor, det ikke kunne afvige fra.

Fra den smalle landtange, der forbinder Korinthbugten med Den Saroniske Bugt i Grækenland, kendes Diolkos[1]-sporet, der tjente til at mindske transporttiden til søs mellem de to bugter. Banen var placeret nogenlunde samme sted som den nuværende sejlkanal mellem bugterne. Bådene kunne transporteres over land via en 6 kilometer lang bane bestående af to smalle riller hugget ned i kalksten. Vognene blev skubbet af slaver. Banen eksisterede i 600 år.

Jernbanetransporten opblomstrende i forbindelse med englændernes udvikling af dampmaskinen i det 18. og 19. århundrede. Damplokomotivet gjorde det muligt at køre over længere distancer, end hvis vogne skulle trækkes af heste eller mennesker. Dette var en vigtig brik i den industrielle revolution.
Jernbanen ses som en af de vigtigste teknologiske opfindelser i den 19. århundredes Europa. I Danmark bruges der 1.435 mm sporvidde (også kaldet normalspor). Over 60 % af alle jernbaner i verden er anlagt med denne sporvidde.