Grammofonplade reklame

I dag er vinylpladen blevet populær igen, og ny musik bliver fra tid til anden også indspillet på vinylplader i begrænset oplag, og derfor bliver de også til samleobjekter med værdi. Det er derfor en lidt sjov og fed plakat at have hængende i sit hjem, hvis man er til den gammeldags måde at høre på musik på.

De første vinylplader var ikke lavet af vinyl, men derimod af asbest og shellak, og man omtalte dem lakplader eller grammofonplader tilbage i starten af 1900 tallet. Man indspillede musikken, eller lydene, med en tragt, der modtog lyden og skar en tilsvarene rille i pladen. Det var først i 1920’erne, at man gik over til en elektrisk mikrofon indspilning. Det var også begrænset, hvor meget spilletid en sådan plade havde. Det var maksimalt 10 minutter pr plade. Efter 2. verdenskrig introducerede amerikanerne de første vinylplader, som kunne afspille lyd på begge sider, men stadig med samme maksimum spilletid. Dog gav vinylpladerne mulighed for et tættere rille afsæt end lakpladerne gjorde. Herefter opfandt man “EP” pladerne (forkortet af det engelske “extended play”, som på dansk betyder udvidet spilletid), og de kunne rumme hele fire numre på samme plade. Det var dog først i 1958, at man helt droppede lakpladerne, og udelukkende producerede vinyl.

Moderne grammofonplader er lavet af PVC (polyvinyl chlorid), og er ekstremt følsomme overfor ridser end lakpladerne var, men mindre følsomme overfor bøjning og anden fysisk belastning. Lyden var mere ren, og gav mindre knitren, og Hi-Fi begrebet opstod (high fidelity).

Man erstattede vinylpladerne i 1980-1990’erne med CD’er (compact disc audio), fordi den var mindre og smartere.