Skindhandlere

Der var meget stor forskel på de forhold, som arbejderne i byerne måtte leve under. Det hang i høj grad sammen med den type af industri, som de nu arbejdede inden for. Det hang også sammen med, hvorhennne de boede.

Det var først omkring eller lige efter år 1900, at arbejderne for alvor begyndte at blive organiseret i fagforeninger. Inden det tidspunkt var de spredt. Arbejderne risikerede at miste jobbet, hvis de gjorde oprør mod de betingelser, som de skulle arbejde under. I Slesvig-Holsten kom der i disse årtier mange indvandre og arbejdede, især fra det øvrige Tyskland og de var med til at øge arbejdsudbudet. Arbejdsgiverne havde derfor meget let ved at finde erstatning for en besværlig medarbejder.

Gennem mange årtier betød det, at arbejdsforholdene inden for industrien var ret dårlige. Der var ingen eller ubetydelig beskyttelseslovgivning. Det gjaldt også i Slesvig-Holsten, selv om Bismarck i løbet af 1880’rne gennemførte en sociallovgivning, der var meget moderne for samtiden. Derfor var arbejdet ret ofte farligt, arbejdstiderne var lang og lønnen kunne dårligt forsørge en familie med et par børn.