Dreng og gårdens hunde

Det, der for alvor udgjorde overgangen mellem barn og voksen, var det at blive gift og ”få foden under eget bord”, altså at stifte sin egen familie og få sit eget sted at bo enten i byen eller ude på landet. Hele ungdomstiden op til dette, var en tid, der ikke “var noget” i sig selv. Den tjente som forberedelse til voksenlivet. Det var en tid, hvor man lærte at arbejde, at holde hus og hvor man kunne finde sig en ægtefælle. Der fandtes heller ikke nogen særlig ungdomsmode, ingen musik eller film rettet mod unge. Ungdommen blev set som en periode, der skulle bruges nyttigt og ikke pjattes væk.

I første halvdel af 1900-tallet blev det mere og mere almindeligt for unge at tage sig en uddannelse. Efter grundskolen tog nogle på gymnasiet, mens andre blev lærlinge. I modsætning til tidligere, hvor de fleste unge blev oplært til at overtage faderens erhverv – enten på gården eller i et håndværk, valgte mange unge nu at tage en uddannelse og dermed at få muligheden for andre jobs end forældrene. Dermed blev teenageårene også brugt i skolen i højere grad end tidligere, og dette var med til at adskille de unge fra forældrenes generation. Skolerne var ofte delt op i rene drenge- og pigeskoler, og der blev givet mange lektier for. Især for håndværkerlærlingene var dagene lange. Om dagen måtte de arbejde, og om aftenen efter arbejdstid gå i skole.
Først i 1957 kom der en lov om, at lærlinge skulle kunne tage undervisningstimer i dagtimerne i stedet for om aftenen. Det var så først her, især de unge fra arbejderklassen, der begyndte at få mere fritid. Derfor blev det muligt for flere unge at tage et fritidsjob og tjene deres egne penge. I takt med at forældrene også tjente mere, skulle mange unge ikke som tidligere aflevere lønnen hjemme. Derfor kan man især fra 1950’erne tale om de unge som en selvstændig forbrugergruppe, der med ét fik råd – og tid – til at købe de nye teenage-produkter.